En dessert i form af en lille brombærhapser lavet i Globe formen fra Silikomart. Moussen kan naturligvis laves i alle slags forme, eller bruges i en lagkage.

10 stk.

Ingredienser

Brombærmousse

  • 1 blad husblas
  • 125 g brombærmarmelade
  • 2 spsk citronsaft
  • 1/4 tsk vaniljepasta
  • 0,8 dl piskefløde

Mørdejsbund

  • 100 g blødt smør
  • 50 g farin
  • 175 g mel
  • 1/4 tsk bagepulver
  • 1/2 knsp salt
  • 3 æggeblommer

Pynt

  • 150 g mirror glaze
  • 1/4 dl vand
  • 75 g mørk chokolade, tempereret
  • 10 friske brombær
  • Guldstøv

Fremgangsmåde

Mousse:
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i 10 min.

Kom marmelade og citronsaft i en kasserolle og lad det komme op til kogepunktet. Sluk for varmen og kom vaniljepastaen i. Sigt nu marmeladen ned i en ren skål, så du får kernerne sigtet fra og evt. store bær mast ud. Klem husblassen fri for vand og smelt den i den varme saft. Lad den køle ned til ca. lillefingervarmt.

Pisk fløden til en meget let skum og vend lidt af skummet i den afkølede saft. Hæld saften over i resten af flødeskummet og vend det rundt. Kom moussen i en sprøjtepose og fyld moussen i globe formen. Sæt formen på frys til næste dag.

Mørdejsbunden:
Bland smør, farin, mel, bagepulver og salt sammen. Tilsæt æggeblommerne og ælt det hurtigt sammen. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den på køl i ca. 20-30 min.

Forvarm ovnen til 170 grader.

Rul dejen ud til 2 mm tykkelse og udstik små cirkler på ca. 4,5 cm i diameter. Bag cirklerne i ca. 8-10 min., eller til de er gyldne. Læg dem på en rist til afkøling.

Samling og pyntning af kagerne:
Smør din tempererede chokolade ud på et stykke ca. 7 cm langt kageplast. Vent et øjeblik og kør så en takket dejskraber igennem chokoladen på langs. Læg kageplasten i køleskabet et øjeblik, så chokoladen sætter sig helt og tag den så ud igen.

Pres dine små mousser ud af silikoneformen og sæt dem tilbage i fryseren på f.eks. et skærebræt.

Placer dine mørdejsbunde på dit serveringsfad.

Kom mirror glaze og vand i en kasserolle og varm det op. Tag mousserne ud af fryseren og sæt dem på en rist. Hæld forsigtigt gazen over kagerne. Løft mousserne med en vinklet paletkniv over på hver sin bund.

Pynt med en chokoladestang, et brombær og lidt guldstøv.