Jeg skal lave bryllupskage til august og brudeparret kom til prøvesmagning for et par weekender siden. De havde ønsket en kage med passionsfrugt, hindbær og nøddebunde. Jeg var lidt tvivlsom overfor kombinationen må jeg indrømme, især fordi jeg ikke selv er særlig meget til passionsfrugt, men det er en rigtig sommerkage. Meget frisk i smagen!
Det er en fordel af bage bunden dagen før og pakke den godt ind i husholdningsfilm, når den er afkølet, og fryse den ned. På den måde er en lettere at dele i to bunde, når kagen skal samles.
8-10 personer
Ingredienser
Nøddebunde
- 100 g hasselnødder
- 70 g mandler
- 1/2 tsk vaniljepulver
- 1 tsk bagepulver
- 25 g Digestive fuldkornskiks
- 10 g Mariekiks
- 100 g æggehvider
- 170 g lyst rørsukker (jeg plejer at blende mit i minihakkeren)
Hindbærmousse
- 3 bl. husblas
- 1 vaniljestang, kornene skrabet ud
- 4 spsk flormelis
- 200 g hindbær (frosne kan sagtens bruges)
- 1/2 citron, saften herfra
- 100 g græsk yoghurt
- 2 dl piskefløde
Passionfrugtmousse
- 3 bl. husblas
- 200 g passionsfrugtsaft (med kerner) – ca. 8-10 passionsfrugter
- 30 g flormelis
- korn fra 1 stang vanilje
- 1/2 citron, saften herfra
- 120 g græsk yoghurt
- 1,20 dl piskefløde
Passionsfrugtgelé
- 1,5 bl. husblas
- 160 g passionsfrugtsaft (med kerner) – ca. 5 passionsfrugter
- 20 g flormelis
Pynt
- Friske hindbær
- Krystalliseret hvid chokolade (50 g sukker, 50 g vand, 50 g hvid chokolade. Kog sukker og vand op til det når ca. 133 grader. Tag gryden af varmen og hæld den finthakkede hvide chokolade i samtidig med at du pisker med en elpisker. Skrab den krystalliserede chokolade ud på et stykke bagepapir og lad dem køle ned. Gem det overskydende i en lufttæt beholder)
Fremgangsmåde
Nøddebunde
Rist hasselnødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 5-10 min. Hold godt øje med dem, så de ikke bliver sorte. Gnid dem mellem hænderne eller i et viskestykke til skallerne falder af. Spænd bagepapir ud over bunden af en 18 cm springform.
Blend hasselnødder og mandler groft i en minihakker. Hæld det over i en skål og fortsæt med at male vaniljesukker, bagepulver, digestivekiks og mariekiks til fint mel i minihakkeren. Hæld også det op i skålen. Sæt til side.
Pisk æggehviderne til de begynder at skumme. Tilsæt så sukkeret lidt ad gangen og pisk det sammen til en sej masse. Vend nøddekiksemelet i til det er blandet godt sammen. Hæld dejen i springformen og bag den i ca. 15-20 minutter (eller til kagen har sat sig).
Lad bunden køle lidt af i formen. Før en skarp kniv rundt i kanten for at løsne kagen. Sæt kagen på en rist (stadig med bagepapir i bunden, så den ikke klistrer fast i risten) og lad den køle helt af.
Hindbærmousse
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og bland den med flormelisen. Kom hindbær, den tomme vaniljestang, vaniljekorn+flormelis og citronsaft i en kasserolle og giv det et opkog. Mos bærerne med en ske. Placer en sigte over en skål, hæld hindbærerne over i sigten og pres forsigtigt på bærerne så du får al saften ud, men ikke kernerne.
Klem husblassen fri for vand og smelt den i den varme hindbærsaft. Lad den køle af til den er “lillefingervarm”.
Pisk fløden til den får bløde toppe (det skal være en meget lind flødeskum).
Kom yoghurten op i en skål og hæld lidt af den afkølede hindbærsaft i. Rør yoghurten ud i saften. Hæld så resten af saften i og rør det sammen. Vend en smule af flødeskummet i og hæld så saften over i flødeskummet og vend det sammen.
Del nøddekagen i to og skær ca. 1/2 cm af hele vejen rundt på begge bunde. Kom den ene i din rengjorte springform. Beklæd formen med kageplast og hæld hindbærmoussen over. Sørg for at den kommer helt ned omkring nøddebunden.
Sæt kagen på frys.
Passionsfrugtmousse
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Skrab frugtkød og kerner ud af passionsfrugterne og ned i en gryde. Giv det et opkog så frugtkødet løsner sig fra kernerne. Placer en sigte over en skål og hæld det over i sigten. Rør rundt med en spartel, så du får alt det gode med (husk at skrabe undersiden af sigten) og der næsten kun er kerner tilbage i sigten. Kom passionssaften tilbage i gryden og varm det op igen med flormelis, vaniljekorn og citronsaft til flormelisen er opløst. Tag det af varmen. Pres vandet fra husblassen og smelt den i den varme saft. Sæt den i køleskabet til nedkøling, mens du pisker flødeskummet (den må ikke blive helt kold for så stivner den, blot køle ned til stuetemperatur).
Pisk flødeskummet til en let skum. Sæt til side.
Tag saften ud af køleskabet. Er det blevet stuetemperatur, så rør en smule af det sammen med yoghurten (ellers vent et øjeblik). Bland derefter resten af saften i yoghurten. Tag en smule af flødeskummet og vend i. Hæld yoghurtsaften op i flødeskummet og vend det forsigtigt rundt.
Tag kagen ud af fryseren. Læg den anden bund oven på hindbærmoussen. Hæld passionsfrugtmoussen over kagen. Start med at fylde op langs kanten så den slutter helt ned til hindbærmoussen og fyld så resten udover kagen. Giv kagen et par bank mod bordpladen, så evt. luftbobler kommer til overfladen. Ret overfladen til, så den er glat. Sæt kagen tilbage på frys til moussen har sat sig helt (ca. 2 timer).
Passionsfrugtgelé
NB Her kan du vælge om du vil hælde geléen ud på en frossen kage, og dermed skal arbejde meget hurtigt (da en frossen kage får geléen til at sætte sig nærmest med det samme) eller om du vil tage kagen ud fra frys og lade den tø lidt op i køleskabet før du hælder geléen over.
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Skrab frugtkød og kerner ud af passionsfrugterne og ned i en gryde. Giv det et opkog så frugtkødet løsner sig fra kernerne. Placer en sigte over en skål og hæld det over i sigten. Rør rundt med en spartel, så du får alt det gode med (husk at skrabe undersiden af sigten) og der næsten kun er kerner tilbage i sigten. Kom passionssaften tilbage i gryden og varm det op igen med flormelis til det er opløst. Tag gryden af varmen. Pres husblassen fri for vand og smelt den i den varme saft.
Lad det køle ned til det begynder at tykne en lille smule. Tag så kagen ud af fryseren og hæld geléen forsigtigt udover kagen. Tip evt. kagen lidt rundt for at fordele geléen ligeligt. Sæt kagen på køl til geléen har sat sig.
Før servering løsnes springformen og kageplasten fjernes. Brug en kniv mellem kageplast og kage, så siderne bliver så fine som muligt. Løft den forsigtigt fra bunden af springformen med en lang paletkniv eller lignende og placer den på dit serveringsfad.
Pynt kagen med friske hindbær og krystalliseret hvid chokolade.
Har du nogen erfaring med, om man kan ligge gelen på kagen, hvis den har stået i køleskabet hele natten plus nogle ekstra timer eller kræver det, at den er frossen, for at det ikke “går galt”/ bliver grimt?
Hej Emilie
Du vil godt kunne hælde geleen over en kage, der har været på køl. Det vigtige er, at geleen ikke er for varm, da den så vil smelte moussen. Du kan evt. undgå at hælde geleen i én stråle direkte på moussen ved at holde en spiseske med bagsiden opad over kagen og så hælde geleen ned på den først. Så løber geleen ned på kagen derfra og rammer ikke kagen med så stor en stråle.
/Merete.
Hej, kan den eventuelt laves dagen forinden?
Hej Cindie
Ja det vil være bedst at lave den dagen før servering, da mousserne skal nå at sætte sig.
Med venlig hilsen
Merete.
Hvor længe kan man vente med at tage den ud af frys (altså hvor længe kan den holde på frys)? Vil gerne lave den i god tid inden fødselsdag – gerne to dage inden
Hej Cille
Du kan sagtens lave den to dage før. Tag den ud af fryseren og sæt den i køleskabet dagen før servering, så den kan tø langsomt op. Væk evt. med at lave geleen til den står i køleskabet.
Med venlig hilsen
Merete.