Rabarbersæsonen er godt i gang, men det er nu ikke mange rabarber det bliver til i min have i år. Det tørre vejr mindsker rabarbervæksten betydeligt, desværre. Hvis det nu bare regnede om natten og solen skinnede om dagen, så fik vi alle det ud af vejret, som vi gerne vil. Jeg har derfor måtte låne lidt fra min mors have og også ty til butikkerne for friske rabarberforsyninger.
Til mørdejen til denne tærte skal der bruges 1/2 æg. For ikke at lade den anden halvdel af ægget gå til spilde lavede jeg dobbelt portion af mørdejen og lagde den ene halvdel i fryseren til en anden god gang.
Jeg lavede mørdejen i en food processer, men den kan naturligvis også laves i hånden.
6-8 personer
Ingredienser
Mørdej
- 125 g hvedemel
- 25 g mandelmel
- 50 g flormelis
- 1/2 tsk vaniljepulver
- 1 knsp fint salt
- 75 g koldt smør, i tern
- 1/2 æg (se noten ovenfor)
Mazarinmasse
- 100 g sukker
- 130 g marcipan
- 130 g blødt smør
- 1/2 tsk vaniljepulver
- 1 knsp fint salt
- 35 g mandler, semi-fint hakkede
- skal fra 1/2 øko citron
- 2 æg
Fyld
- 320 g rabarber i små stykker
Pynt
- Hakkede mandler
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 180 grader og hav en ca. 24 cm tærteform klar.
Mørdej
Kom mel, mandelmel, flormelis, vaniljepulver, salt, koldt smør og æg op i en foodprocesser. Puls til dejen samler sig og form den hurtigt til en rund disk, kom den så op i en frysepose og læg den på køl i 1 time.
Rul den kolde tærtedej ud på et meldrysset bord (og lidt mel på kagerullen). Overfør den til tærteformen og få den passet ned i formen. Lad siderne gå en millimeter eller to op på toppen af sidekanten. Prik huller i bunden med en gaffel og forbag tærtebunden i ca. 10 min.
Mazarinfyld
Ælt sukker og marcipan sammen og tilsæt det bløde smør. Rør eller skær smørret ind i marcipanen. Tilsæt vaniljepulver, salt, hakkede mandler og citronskal og rør kort rundt før du tilsætter ét æg ad gangen og rører til det er indarbejdet i massen efter hvert æg.
Hæld mazarinmassen over den forbagte tærtebund og fordel rabarberstykkerne på toppen. Tryk dem let ned i massen.
Bag tærten i ca. 35 min. Efter 25 min. kan du evt. dække kanten med lidt staniol, hvis din mørdej bliver for mørk. Midten af kagen skal være nogenlunde fast, men kagen er ret våd, mens den er varm pga. den store mængde af rabarber.
Lad tærten køle helt af, før du serverer den med lidt vaniljeis eller creme fraiche rørt med vaniljepulver.