Rugbrødslagkage er en lidt anderledes lagkage med lidt mere bid i. Du skal tygge lidt ekstra i hver bid og det kan jeg rigtig godt lide. Desuden har bundene og et hint af nødder fra hasselnødder og mandler. Den klassiske rugbrødslagkage er med flødeskum og solbær, men her udfordrer jeg klassikeren med en rabarberskum. Friskt og lækkert med lidt ekstra bid bundene.
Det er meget forskelligt om folk er til rugbrød med kerner eller om det skal være uden. Jeg har valgt at bage min kage med rugbrød uden kerner (et godt sønderjysk rugbrød fra vores lokale bager). Det vigtigste når det kommer til dit rugbrød er, at det ikke er helt friskt, da du skal blende det og det er svært med et helt friskt rugbrød.
8-10 personer
Ingredienser
Rabarberskum
- 1/4 vaniljestang
- 100 g rørsukker
- 200 g rabarber i små stykker
- 3/4 spsk kartoffelmel
- 1/4 citron, saften heraf
Kagebunde
- 200 g rørsukker
- 4 æggeblommer
- 45 g hasselnødder
- 45 g mandler
- 100 g rugbrød (min. dagsgammelt)
- 1 1/2 spsk hvedemel
- 1 1/2 spsk kartoffelmel
- 1 1/2 spsk kakao
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 4 æggehvider
- 1/4 L piskefløde
Pynt
- ca. 150 g jordbær
- Revet mørk chokolade
Fremgangsmåde
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og gnid kornene ind i lidt af sukkeret. Kom rabarberstykkerne i en gryde sammen med rørsukker, vaniljesukker, vaniljestang, kartoffelmel og citronsaft. Lad det simre og tykne uden låg i ca. 10 min. til alle rabarberstykkerne er udkogte. Lad rabarberkompotten køle helt af i køleskabet.
Imens forberedes bundene:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. For bunden af tre 18 cm springforme med bagepapir.
Pisk rørsukker og æggeblommer til en æggesnaps.
Rist hasselnødderne på en tør pande i et par minutter. Hæld dem ud på et viskestykke og gnid skallerne af, så godt du kan. Blend hasselnødder og mandler fint i en blender. Blend herefter også rugbrødet fint. Bland nødder, rugbrød, mel, kartoffelmel, kakao og bagepulver godt sammen. Vend det tørre i æggesnapsen. Det bliver nu ret “tørt” og sejt, men om lidt kommer æggehviderne og bløder dejen op.
Pisk æggehviderne stive og vend en smule af dem i den seje dej for at løsne den op, før du forsigtigt vender resten af æggehviderne i dejen. Fordel dejen i dine tre forme og bag dem i 12-14 min. og lad bundene køle lidt af i formene. Når kagerne er kølet lidt ned, skæres siderne fri ved at føre en skarp kniv rundt langs kanten af hver form og kagerne kan fjernes fra bunden af formene via bagepapiret.
Samling af kagen
En bund placeres på hovedet på et serveringsfad. Piskefløden piskes til en let skum. Stykkerne af vaniljestangen fjernes fra den kolde rabarberkompot og kompotten vendes forsigtigt i flødeskummet. Kom ca. halvdelen af rabarberskummet på den nederste bund og placer midterbunden (igen på hovedet) herpå. Reserver en lille smule rabarberskum til toppen af kagen og fordel så resten af skummet på midterbunden og afslut med den sidste bund (igen på hovedet så du får en lige overflade på kagen).
Kom den reserverede rest af rabarberskummet på midten af kagen i en lille top. Placer jordbær på toppen af kagen og drys med revet mørk chokolade.