Ingredienser

Nøddebund
  • 60 g hasselnødder
  • 40 g mandler
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 50 g æggehvide
  • 85 g rørsukker
  • 1/4 tsk vaniljepasta
Æblekompot
  • 1 1/2 bl. husblas
  • 400 g æbler (ca. 4 store æbler)
  • 50 g rørsukker, cirka
  • 1 spsk friskpresset citronsaft
  • 1/2 tsk vaniljepasta
  • 1/2 tsk kanel
Æblemousse
  • 5 bl. husblas
  • 700 g æbler (ca. 6 større æbler)
  • 6 spsk rørsukker, cirka
  • 1/2 dl citronsaft
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 2 1/2 dl piskefløde
Pynt
  • 1 æble
  • evt. lidt kanel
  • 70 g marcipan
  • 35 g flormelis
  • 8 g glukosesirup
  • 1/2 dl piskefløde

Fremgangsmåde

Nøddebund:
Forvarm ovnen til 200 grader og spænd et stykke bagepapir over bunden af en 18 cm springform.
Blend hasselnødder og mandler semifint i en minihakker. Bland bagepulver i og sæt til side.
Pisk æggehviderne til de skummer og tilsæt så sukkeret lidt efter lidt, mens der piskes. Fortsæt med at piske til du har en sej marengs.
Vend vaniljepastaen og de hakkede nødder i. Hæld dejen i springformen og bag den i ca. 15 min.
Lad kagen køle helt af i formen. Befri kagen fra formen og rengør formen. Sæt et stykke kageplast rundt langs kanten og læg nøddebunden ned i formen igen.

Æblekompot
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand.
Skræl æblerne og fjern kernehus. Skær dem i mindre tern. Hold ca. ét æbles tern blive tilbage. Resten kommes i en gryde sammen med rørsukker, citronsaft, vaniljepasta og kanel. Lad det simre under låg til æblerne er blevet møre. Stavblend æblerne til en glat kompot. Kom så det sidste æbles tern i og lad dem simre med under låg i ca. 5-10 min.
Tag kompotten af varmen, knug husblassen fri for vand og smelt den i den varme kompot. Hæld kompotten over nøddebunden og glat overfladen. Sæt den i køleskabet i ca. 2 timer eller til kompotten har sat sig.

Æblemousse
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand.
Skræl æblerne og fjern kernehus. Skær dem i mindre tern. Kom æblerne i en gryde sammen med rørsukker, citronsaft og vaniljepasta. Lad den simre under låg til æblerne er blevet møre. Husk at smage til med sukker, da æbler kan variere i syrlighed. Stavblend æblerne til en glat kompot. Knug husblassen fri for vand og smelt den i den varme kompot. Lad æblekompotten køle ned til stuetemperatur.

Pisk fløden til en meget let skum. Vend lidt af flødeskummet i den afkølede æblekompot og vend så æblekompotten i fløden. Kom moussen over i en stor sprøjtepose.

Befri nøddebunden og kompotten fra springformen og placer den i en 20 cm springform eller kagering foret med kageplast. Før sprøjteposens tip rundt langs kagens kant, så åbningen mellem kagen og formen fyldes op med æblemouse. Fordel resten af moussen over kagen og glat overfalden. Sæt kagen på køl i min. 3 timer eller gerne natten over.

Pynt

Forvarm ovnen til 100 grader varmluft.

Skær et æble i tynde skiver og læg dem enkeltvis på en bageplade med bagepapir. Drys evt. med en smule kanel. Sæt æbleskiverne i ovnen i 1 1/2 time. Vend dem efter 45 min.

Ælt marcipan og flormelis sammen og ælt så glukosesiruppen i. Mål højden og omkredsen på din kage og rul et marcipanbånd ud, der er ca. halvt så højt som kagen og har samme længde som omkredsen. Hav lidt flormelis på dit bord og din kagerulle, så marcipanen ikke sætter sig fast. Før båndet rundt om kagen.

Pynt kagen med flødeskum og tørrede æbleskiver.