Er du vild med citrontærte med marengs på toppen? Hvorfor så ikke prøve en version med rabarberkompot i stedet for citron? Her har jeg også tilføjet et lag mazarinmasse, da det er, i min verden, aldrig skader noget. Det er en virkelig lækker tærte med en perfekt blanding af de søde og syrlige, det bløde og sprøde.

Bemærk at tærte her er lavet i en 19 cm tærtering. Almindelige tærteforme er som regel noget større.

5-6 personer

Ingredienser

Mørdej:
  • 75 g hvedemel
  • 25 g flormelis
  • 1 knsp salt
  • 35 g koldt smør, i tern
  • Ca. 1 spsk koldt vodka (eller vand) – vodka giver en lækkert sprød bund og alkoholen fordamper
Mazarinmasse:
  • 70 g sukker
  • 95 g marcipan
  • 95 g blødt smør
  • 1/2 tsk vaniljepasta
  • 1/2 knsp fint salt
  • 1 æg, stuetemperatur
Rabarberkompot:
  • 300 g Rabarber 
  • 75 g sukker
  • 1 tsk vaniljepasta
Marengs:
  • 0,50 dl vand
  • 150 g sukker
  • 75 g æggehvide
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk citronsaft

Fremgangsmåde

Mørdej:

Kom mel, flormelis og salt i en skål. Tilsæt koldt smør og nulr det hurtigt ud i melet med fingrene til det har en sandet konsistens. Tilsæt lidt af vodkaen, så du netop har en dej, der er våd nok til at kunne samles, men ikke for våd. Saml det hurtigt til en dej og form en cirkel. Pak dejen ind og læg den i køleskabet i 1 time. 

Forvarm ovnen til 175 grader.

Rul dejen ud så den passer til en 19 cm tærtering (eller en tærteform) og for formen med dejen.

Mazarinmasse:

Kom sukker i en skål og riv marcipanen over. Tilsæt smør, vaniljepasta og salt og rør det godt rundt med fingrene. Tilsæt ægget i massen og rør det godt sammen. Hæld massen over tærtebunden og spred den ligeligt ud.

Bag tærten i 25-30 min.

Køl tærten af.

Rabarberkompot:

Kog rabarber og sukker sammen til rabarberstykkerne kan moses. Tilsæt vaniljepasta og lad det køle af. 

Fordel kompotten over mazarinen i tærtebunden, når tærten har kølet af.

Marengs:

Kom vand og sukker i en gryde og lad det koge op til præcis 118 grader – brug et sukkertermometer.

Pisk æggehviderne, saltet og citronsaften til de er luftige og stive. Pisk sukkerlagen i æggehviderne i en tynd stråle. Pisk fortsat i 10-12 minutter, til marengsen er blank og luftig. Fyld marengsen i en sprøjtepose med stor stjernetylle og sprøjt mange tætte marengstoppe på tærten. Brænd marengstoppene med en gasbrænder til kager, til toppene har en smuk gylden farve.