En pandekage-kage med masser af lag af jordbær-rabarberkompot, chantilly creme og knas fra pistacie og mandelkrokant. Chantilly creme er blot en flødeskum sødet med sukker og vanilje.

10-12 personer

Ingredienser

Pandekager:
  • 400 g hvedemel
  • 1 L kærnemælk
  • 3 æg
  • 2-3 tsk. vaniljesukker
  • 3 dl mælk
  • 25 g smør, smeltet
Jordbær-rabarberkompot:
  • 360 g rabarber
  • 130 g jordbær
  • 80 g rørsukker 
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 1,5 spsk majsstivelse
Nøddeknas:
  • 30 g sukker
  • 15 g mandler
  • 15 g usaltede pistacienøddekerner
Chantilly creme:
  • 5 dl piskefløde
  • 80 g flormelis
  • 1 stang vanilje
Pynt:
  • 200 g jordbær, ca.
  • 1,5 dl piskefløde

Fremgangsmåde

Pandekager:

Kom mel i en stor skål og tilsæt kærnemælk lidt efter lidt, så du får rørt klumperne ud. Tilsæt et æg ad gangen og rør godt. Tilsæt vaniljesukker. Tilsæt de 3 dl mælk, så skulle dejen gerne have den rette konsistens – dejlig lind – ellers tilsæt lidt mere mælk. Tilsæt tilsidst den smeltede smør og sæt dejen i køleskabet i ca. 30 minutter.

Tag dejen ud og rør rundt. Bag pandekagerne et par minutter på hver side. Læg de færdige pandekager på et fad og lad dem køle af.

Jordbær-rabarerkompot:

Kom rabarber og jordbær i en kasserolle sammen med rørsukker. Lad det koge sammen til sukkeret er opløst og frugterne er blødt op. Tag gryden af varmen og blend frugten med en stavblender. Rør vaniljepasta ud i kompotten. Rør majsstivelsen op i en skål med en lille smule vand. Sæt gryden tilbage på varmen og bring det i kog. Tilsæt majsstivelsen under omrøring og lad det småkoge et par minutter. Hæld det i en bøtte og dæk det med husholdningsfilm helt nede på overfladen af kompotten. Sæt det på køl til det er helt koldt.

Nøddeknas:

Smelt sukkeret på en lille pande. Pas på at det ikke branker. Arbejd ved middel-middelhøj varme. Tilsæt mandler og pistacienødder og bland det godt rundt til alle nødderne er dækket af sukker. Hæld det ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af. Derefter hakker du det meget fint i en minihakker.

Chantilly creme:

Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og kom dem i en skål sammen med fløden. Pisk fløden til flødeskum. Sigt flormelis i og vend det sammen.

Samling af kagen:

Pisk fløden til pynten til flødeskum. Kom det i en sprøjtepose med en stjernetyl.

Læg en pandekage på et fad og smør med 2,5-3 spsk. kompot. Læg dernæst en ny pandekage på og smør 2,5 spsk. creme på og drys med nøddeknas. Fortsæt på denne måde indtil du har brugt alle pandekagerne. På det øverste lag smøres et sidste lag kompot i midten og der pyntes med flødeskumsrosetter rundt om. Udskårne jordbær lægges på kompotten i midten og der drysses med nøddeknas. Så er kagen klar til servering.