En dejlig vaniljeis med masser af små stykker mørk chokolade. Mums!

Opskriften her laves på ismaskine (så husk at fryse dit køleelement, hvis du ikke har en ismaskine med kompressor).

1 liter

Ingredienser

  • 4 1/2 dl sødmælk
  • 6 æggeblommer, stuetemperatur
  • 1 stang vanilje
  • 170 g sukker
  • 2 1/2 dl piskefløde
  • 1/2 tsk fint salt
  • 150 g mørk chokolade, ca. 56 %

Fremgangsmåde

Varm sødmælken forsigtigt op i en gryde til det simrer svagt.

Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Gem den tomme vaniljestang. Bland kornene med en smule af sukkeret. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker til det er lyst og sejt. I en tynd stråle hældes mælken i æggesnapsen, mens der piskes hele tiden.

Hæld det hele tilbage i gryden sammen med fløden, saltet og den tomme vaniljestang. Varm det forsigtigt op til det tykner lidt (det skal blot blive siddende på bagsiden af en træske i et tyndt lag). Det må IKKE koge. Det tager ca. 8-10 minutter. Har du et termometer, kan du måle efter temperaturen 83-85 grader varm.

Hæld iscremen igennem en sigte ned i en beholder og sæt den i køleskabet til dagen efter.

Hæld den afkølede iscreme på ismaskinen og kør iscremen. Imens smelter du forsigtigt chokoladen, enten over vandbad eller i mikroovn. Spred chokoladen tyndt ud på et stykke bagepapir og lad det sætte sig i køleskabet. Når chokoladen er blevet hård, knækker du den i små stykker. Når iscremen er blevet til en blød softice, tilsætter du chokoladestykkerne og lader dem mixe ind i isen.

Kom isen i en beholder og frys den i min. fire timer.