Marcipan er en dejlig ingrediens og den kan fryses, så man altid har lidt ved hånden. Den er også nemmere at rive marcipanen, når den er frossen. Netop fordi jeg har tilføjet marcipan i denne opskrift, har jeg skåret lidt ned på sukkeret. En crumbles laves normalt af lige meget mel, sukker og smør: 1/3 mel, 1/3 sukker og 1/3 smør. Tilføjelsen af marcipan og nedskæringen af sukker ødelægger selvfølgelig denne symfoni, men jeg synes ikke, den bliver mindre sprød.
3-4 pers.
Ingredienser
- 5 æbler
- 1 tsk stødt kanel
- 75 g mel
- 60 g sukker
- 75 g smør
- 50 g revet marcipan
- Creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 200 grader.
Skræl æblerne og skær dem i både. Læg dem i en frysepose og drys kanel over. Luk posen og ryst den så kanelen fordeles. Læg æblerne i et ovnfastfad (ca. 20 cm).
I en skål blander du mel, sukker, smør og marcipan med fingrene, men bland det ikke for meget. Dejen skal være smuldrende. Smuldr dejen over æblerne.
Bag crumblen i ca. 20 min. til den er gylden på toppen.
Server varm med creme fraiche rørt med vanilje, flødeskum eller vaniljeis.