Til mors dag bagte jeg første gang denne kage, da min mor er vild med både mazarinkage (bare rolig, ikke den fra Dancake) og pistacie, så kombinationen måtte jo lige være hende. Og både hun og vi andre var vilde med den! Den er virkelig lækker og svampet.

Jeg tror, jeg engang må prøve at omdanne den til en jordbærtærte med noget vaniljecreme på. Her en dag i sommermånederne ville jo være optimalt.

Server med lidt frisk frugt, så glider der et ekstra stykke ned 

Ingredienser

Pistaciemasse

  • 45 g usaltede pistacienødder
  • 15 g sukker
  • 1/2 dl vand

Marcipanmasse

  • 220 g marcipan
  • 150 g sukker
  • 75 g blødt smør
  • 1 æg

Sandkagedej

  • 150 g blødt smør
  • 150 g sukker
  • Korn af 1/2 vaniljestang eller 1 stor tsk vaniljesukker
  • 3 æg
  • 4 æggeblommer
  • 120 g hvedemel

Pynt

  • God mørk chokolade (56 %)
  • Pistacienødder

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 175 grader og forbered en 22×30 cm bageform med bagepapir.

Start med pistaciemassen: Hak pistacienødderne fint i en minihakker. Hæld dem i en kasserolle sammen med sukker og vand. Bring det i kog og lad det koge indtil vandet er fordampet. Lad det ikke koge helt tørt, da det ellers bare bliver en hård masse. Lad det køle af, mens resten af kagen forberedes.

Marcipanmasse: Ælt marcipanen med sukkeret til det er en ensartet masse. Du kan enten gøre det med hænderne, hvis du ikke er bange for fedtede fingre og gerne vil have lidt flere fingermuskler, eller du kan køre det på en køkkenmaskine, men husk så at skrabe siderne ned jævnligt. Tilsæt smørret lidt efter lidt og ælt godt efter hver smørklump. Tilsidst tilsættes ægget og igen æltes massen godt sammen. Sæt til side.

Sandkage: Pisk smør, sukker og vanilje sammen til det begynder at lysne. (hvis du bruger en håndmixer, så plejer jeg lige at blande smør og sukker sammen med en ske først, så der ikke står sukker ud til alle sider) Tilsæt 1 æg ad gangen og pisk rigtig godt efter hvert æg. Massen skiller lidt, når ægget kommer i. Pisk indtil den begynder at samle sig igen. Dernæst tilsættes æggeblommerne og der piskes godt igen. Sigt tilsidst melet i og vend det forsigtigt rundt.

Nu blandes det hele i skålen med marcipanmassen: Rør pistaciemassen i marcipanen. Tag en lille smule af sandkagedejen og vend den forsigtigt i marcipan/pistaciemassen. Hæld lidt mere af sandkagen i og vend det igen forsigtigt i. Fortsæt til der ikke er mere sandkagedej tilbage. Hæld dejen i bageformen.

Bag kagen i 40-45 minutter, eller til den giver efter ved et let tryk med en finger. Lad kagen køle helt af og overtræk den derefter med mørk chokolade. Pynt evt. med f.eks. hakkede pistacienødder.