For nogle uger siden sendte DR1 programmet Spise med Price – Egnsretter om Fyn. Der afholdt de DM i Brunsviger sammen med Mette Blomsterberg og en bagersvend fra Wendorff (et af Danmarks absolut bedste bagerier). Jeg afprøvede den vindende opskrift, men var ikke overbevist, må jeg jo nok indrømme. Jeg synes, den smagte for meget af kagecreme (originalopskriften lød på et brev kagecreme og der lavede jeg jo så cremen selv, så det kan jo godt have haft en indflydelse). Desuden savnede jeg sirupssmagen fra min egen brunsvigeropskrift. Men jeg kunne godt lide ideen med kagecreme for det ændrer konsistensen på remoncen (selvfølgelig). Den bliver blødere og mere ligesom brunsvigeren fra bageren. Så her har du opskriften på min version af brunsviger med kagecreme.
Opskriften passer til en stor bradepande.
ca. 15-20 personer
Ingredienser
Dej
- 60 g smør
- 5 dl mælk
- 25 g gær
- 80 g sukker
- 3/4 tsk salt
- ca. 800 g mel (hold lidt igen, dejen må ikke bliver tør)
Remonce med kagecreme
- 1 æg
- 1 1/2 spsk sukker
- 1 1/2 spsk mel
- 1 1/2 dl mælk
- 1 tsk vaniljesukker
- 200 g blødt smør, i små tern
- 400 g brun farin
- 2 spsk sirup
Fremgangsmåde
Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mælken og tag gryden af varmen. Den skal være “lillefingervarm” (max. 38 grader), før du må blande den i gæren.
Kom gæret i en stor skål og hæld smør-mælken over. Opløs gæren. Tilsæt sukker, salt og mel og ælt dejen godt til den kan formes til en kugle. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve i ca. 1 time.
Imens forberedes remoncen med kagecreme:
Kagecreme
Kom æg, mel og sukker i en gryde og pisk det godt sammen. Tilsæt mælken og sæt gryden over middelhøj varme og lad det koge op under omrøring. Skru lidt ned og lad cremen koge videre og dermed tykne. Når cremen er godt tyk, tages gryden af varmen og vaniljesukkeret tilsættes. Tag en lidt stor beholder eller et ovnfast fad og kom cremen over i. Spred cremen ud og dæk den med husholdningsfilm direkte på cremens overflade. Sæt den i køleskabet og lad den køle helt ned.
Remonce
Rør enten remoncen på en røremaskine eller med en ganske almindelig ske. Rør smør, brun farin og sirup rigtig godt sammen. Sørg for at der ikke er smør- eller sirupslommer i remoncen.
Tag nu den afkølede kagecreme ud af køleskabet og pisk/rør den glat igen, før du rører den i remoncen.
Smør en bradepande eller beklæd den med bagepapir. Med våde fingre spredes dejen ud i bradepanden (ja, den er meget klistreret). Dæk dejen med et klæde (spænd det omkring bradepanden, så det ikke rører dejen) og lad dejen hæve i 10 minutter. Lav finger-fordybninger i dejen og fordel derefter remoncen over dejen. Lad den hæve i yderligere 10 minutter.
Forvarm ovnen til 200 grader, mens kagen hæver.
Bag kagen i ca. 20 minutter. Pas på den ikke bliver for mørk på toppen.
Lad kagen køle lidt af inden du går om bord.