Der er fuld gang i min fantastiske rabarberplante! Jeg har i flere år faktisk ville prøve at lave makronmuffins med rabarberstykker i, af en eller anden grund er det bare aldrig blevet til noget. Men nu skulle det være! Og de er bare skønne! En luftigt, sød og blød muffin med sprød top og det syrlige indspark fra rabarberne – what’s not to like? De varmeste anbefalinger herfra! 

Jeg brugte friske rabarber. Du kan sagtens lave opskriften med optøede rabarberstykker, men lad dem dryppe af i en si først og kom dem ikke i melet, men direkte i dejen.

Husk at der er forskel i størrelsen på papirsformene til hhv. muffins og cupcakes. Laver du disse i cupcakeforme vil du få flere end 12 stk, da formen er noget mindre.

12 muffins

Ingredienser

  • 100 g sukker
  • 3 æg
  • 125 g smør, smeltet og let afkølet
  • 125 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 50 g marcipan
  • 125 g rabarber, i små stykker (har du kun frosne rabarber: se noten ovenfor)
  • 75 g makroner

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 180 grader og forbered en muffinsform med 12 papirsforme.

Pisk sukker og æg til det bliver lyst. Hæld smørret i, mens der røres rundt. Bland mel og bagepulver i en anden skål. Riv marcipanen groft ned i melet og vend det rundt. Vend også rabarberstykkerne i melet. Knus makronerne og vend dem i dejen sammen med melblandingen.

Fordel dejen i de 12 papirsforme og bag dem i ca. 15-20 minutter. Lad kagerne afkøle lidt, før du går ombord.