Denne kage kan nok godt ses om omstændig, men delelementerne kan sagtens spredes ud over flere dage, så man kan lave lidt, når det lige passer ind. Chokoladekuglen kan også samles dagen før servering.

Til at lave chokoladeskallerne har jeg brugt en silikoneform med halvkugler på 7 cm i diameter. Jeg har brugt denne her (ikke reklame, bare en oplysning). Vær ikke skræmt af tempereringen af chokoladen. Når du laver det i silikone, så skal du nok få det ud af formen uanset hvordan din temperering er gået. Min gik ikke helt super, men desserten lykkedes nu alligevel 

6 personer

Ingredienser

Chokoladeskal

  • 500 g hvid chokolade – knapper eller finthakket
  • Evt. guldstøv

Passionsfrugtcurd

  • 1/2 dl sukker
  • 2 æggeblommer
  • 1/2 dl passionsfrugtkød (inkl. kerner) – ca. 3 frugter, afhængig af størrelse
  • 25 g smør, skåret i små bidder

Brownie

  • 200 g mørk chokolade, 70 %
  • 90 g smør
  • 3 æg
  • 270 g sukker
  • 45 g hvedemel
  • 15 g kakaopulver
  • 1 knsp salt

Panna cotta

  • 1 bl. husblas
  • 2 1/2 dl piskefløde
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 2 spsk sukker

Passionsfrugtmousse

  • 2 bl. husblas
  • 200 g passionsfrugtsaft (med kerner) – ca. 8-10 stk, afhængig af størrelse
  • 40 g flormelis
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 1/2 citron, saften herfra
  • 120 g græsk yoghurt
  • 1,2 dl piskefløde

Pynt

  • Kold dulce de leche (karamelliseret mælk)
  • 3 dl poppede popcorn (med salt)
  • 1 dl sukker
  • 35 g smør
  • 1 tsk natron

Fremgangsmåde

Chokoladeskal
Klargør dine silikoneforme, evt. med guldstøv, så chokoladekuglerne bliver endnu mere festlige. Læg et stykke bagepapir på en bageplade eller på køkkenbordet til den overskydende chokolade.

Temperer din hvide chokolade: smelt chokoladen i mikroovn ved at give den 10 sek. ad gangen og rør godt i chokoladen efter hver omgang. I starten kan det synes ligegyldigt, men det er vigtigt at få fordelt den begyndende smeltende chokolade. Når chokoladen er begyndt at smelte, så tjek temperaturen. Den skal ligge på 29-30 grader, så er den klar.

Hæld chokoladen over din silikoneform og fordel chokoladen i halvkuglerne. Når chokoladen er godt fordelt, så vender du formen på hovedet, så den overskydende chokolade kan løbe ud på dit bagepapir. Vip/ryst forsigtigt med formen. Når det holder op med at løbe ud, vender du formen om igen og skraber chokolade væk fra overfladen af formen (ikke hullerne, naturligvis), så formen bliver “ren”. Så vender du formen på hovedet igen og lægger den på et skærebræt eller lign. og sætter den i fryseren i ca. 5 min. til chokoladen har sat sig. 
Herefter kan chokoladen tages ud af formen ved at presse forsigtigt på toppen af formen og løfte op i kanten.

Passionsfrugtcurd
Kom sukker og æggeblommer i en varmefast skål sammen med passionsfrugtkødet (inkl. kerner). Sæt det over et dampende vandbad og rør rundt med piskeris indtil sukkeret er smeltet og massen er tyknet. Tag dernæst skålen af varmen og kom de små smørstykker i. Rør til smeltet. Placer en si over en skål og hjælp curden igennem sien med en ske indtil kun kernerne er tilbage. Opbevar curden på køl i en bøtte.

Brownie 
Forvarm ovnen til 160 grader varmluft. Forbered en ca. 21×21 form (eller noget tilsvarende, f.eks. en 18 cm springform) med bagepapir.

Hak den mørke chokolade groft og smelt den over vandbad sammen med smørret. Når det er smeltet godt sammen, tages skålen af varmen og massen køler ned. Imens piskes æg og sukker til det får en lys farve og tykner. Hæld dernæst chokoladen i æggesnapsen i en tynd stråle, mens der piskes. Tilsidst sigtes mel, kakao og salt i dejen og det vendes rundt til netop sammenblandet.

Hæld dejen i den forberedte form og bag brownien i ca. 25 min. Lad brownien køle af i formen og pak den dernæst godt ind og lad den hvile natten over, gerne i køleskab.

Vanilje panna cotta
Sæt husblassen i blød i koldt vand i 10 min.

Kom fløde, vaniljepasta og sukker i en kasserolle og varm det langsomt op til kogepunktet. Sluk og smelt husblassen heri. Kom det i en ren skål og dæk det med husholdningsfilm direkte på overfladen af panna cottaen. Lad den køle ned i køleskabet i 5-6 timer eller natten over.

Passionsfrugtmousse
Sæt husblassen i blød i koldt vand i 10 min.

Kom passionsfrugtsaft (med kerner), flormelis, vaniljepasta og citronsaft i en kasserolle. Lad det koge et par minutter. Sigt kernerne fra og kom massen tilbage i en gryde, hvis det er kølet for meget af. Tag det af varmen og smelt husblassen heri. Lad det nu køle ned til stuetemperatur.

I skål røres den græske yoghurt fri for klumper. I en anden, og større skål, piskes fløden til en meget let skum, som stadig er lidt flydende. Sæt til side.
Når passionsfrugtsaften er kølet ned blandes en smule af saften i den græske yoghurt. Dette kommes op i passionsfrugtsaften og blandes godt. En smule af flødeskummet vendes i yoghurtsaften og herefter hældes det i flødeskummet og vendes forsigtigt (men ikke for langsomt) rundt til det er ensartet. Hæld det på en sprøjtepose.

Dine chokoladehalvkugler, som står i silikoneformen, fyldes 3/4 op med passionsfrugtmousse. Sæt dem på køl til moussen har sat sig. Dette tager max. 2 timer.

Karamelliserede popcorn
Smelt sukkeret i en gryde til det er gyldent og kom derefter smørret i og rør rundt. Sluk for varmen. Tilsæt natron, så karamellen bobler op, og popcorn. Rør godt rundt, så karamellen fordeles på popcornene. Spred dem ud på en bageplade med bagepapir og lad dem køle af.

Samling af kagen
Smelt lidt chokolade og kom en dut på hver serveringstallerken. Sæt halvkuglen med passionsfrugtmousse på chokoladen, så den står fast.

Pisk panna cottaen op til den er luftig. Kom den i en sprøjtepose med rund tyl og fyld chokoladehalvkuglerne op.
Skær mindre stykker brownie ud og placer dem på tallerkenen. Sprøjt lidt panna cotta på hvert stykke brownie. Dekorer evt. tallerkenerne med resten af panna cottaen.

Rør passionsfrugtcurden glat og dekorer tallerkenen.

Varm en pande op og brug denne varme til ganske forsigtigt at smelte lidt af kanten på de tomme chokoladehalvkugler. Placer den tomme halvkugle over en fyldt, så de smelter sammen. Dette gøres én efter én.

Pynt tilsidst med dulce de leche og karamelliserede popcorn og server.