Studentertiden skal fejres! Og det skal den da med en underskøn kage! En mazarinbund, et chokoladelag, blåbær-brombærkompot, vaniljemousse, en god portion blåbær og brombær og en masse marcipan.

Du bestemmer jo selv om båndet om studenterhuekagen skal være blåt eller rødt. Nu skulle jeg servere denne for en gruppe HHX elever, så her skulle båndet jo være blåt. Du kan evt. også udskifte blåbær og brombær i og på kagen med en blanding af f.eks. jordbær, rabarber og/eller hindbær.

12-15 personer

Ingredienser

Mazarinbund
  • 150 g sukker, evt. bagesukker
  • 150 g marcipan, groft revet
  • 150 g blødt smør
  • 3 æg
  • 45 g hvedemel
  • 50 g mørk chokolade, 70%
Blåbær-brombærkompot
  • 60 g blåbær, frosne
  • 115 g brombær, frosne
  • 1 1/2 spsk sukker
  • 1 1/4 bl. husblas
Vaniljemousse
  • 4 bl. husblas
  • 1 1/2 stang vanilje
  • 40 g lyst rørsukker
  • 4 dl piskefløde
  • 2 dl græsk yoghurt
Pynt
  • 100 g friske brombær
  • ca. 300 g friske blåbær
Marcipanomslag og pynt
  • Det hvide:
    • 190 g marcipan
    • 95 g flormelis
    • 15 g glukosesirup
    • Hvid pulverfarve (eller pastafarve)
  • Det blå bånd:
    • 50 g marcipan
    • 10 g flormelis
    • 2 g glukosesirup
    • Blå pastafarve
  • Den røde rosette:
    • 10 g marcipan
    • Rød pastafarve
  • Det sorte:
    • 50 g marcipan
    • Sort pastafarve
  • Sølvstøv + en smule vodka
  • Flormelis til udrulning
  • Spiseligt lim

Fremgangsmåde

Mazarinbund

Forvarm ovnen til 175 grader og spænd bagepapir over bunden af en 22 cm springform.

Kom sukkeret i en skål og riv marcipanen på et groft rivejern ned i sukkeret. Vend det forsigtigt rundt undervejs, så marcipanen ikke bare bliver til en stor revet masse i skålen. Tilsæt smør og pisk det godt sammen. Tilsæt ét æg ad gangen og pisk efter hvert æg. Vend til slut melet i. Hæld dejen i springformen og fordel den i et jævnt lag.

Bag kagen i ca. 40 min.

Skær rundt langs kanten med en lille kniv og tag kagen ud af springformen. Lad kagen køle af på en rist, gerne stadig med bagepapiret på bunden, så den ikke klistrer til risten.

Når kagen er afkølet kommes smeltet chokolade på toppen og fordeles jævnt ud. Lad chokoladen sætte sig og før så noget kageplast rundt langs kanten af springformen.

Blåbær-brombærkompot

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand.

Kom blåbær og brombær i en gryde og giv dem et opkog sammen med sukkeret. Klem husblassen fri for vand og smelt den i den varme kompot. Lad den køle ned til stuetemperatur.

Fordel kompotten over kagen og sæt den i køleskabet til den har sat sig (eller på frys, hvis det skal gå hurtigt).

Vaniljemousse

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand.

Skrab vaniljekornene ud og bland kornene med sukkeret. Kom 1 dl piskefløde, vaniljesukkeret og den tomme vaniljestang i en kasserolle og varmt det stille op indtil sukkeret er opløst. Det må ikke koge! Fisk vaniljestangen op og opløs husblassen i den varme fløde.

Pisk de restende 3 dl piskefløde til en meget let skum. Sæt til side.

Rør 1 spsk af yoghurten i den lune fløde i gryden. Rør så resten af yoghurten i. Vend nænsomt, men beslutsomt, en smule af den piskede fløde i og vend så resten i.

Hæld vaniljemoussen over kompotten i springformen. Bank den mod bordet for at få evt. luftbobler til at komme op til overfladen. Sæt springformen på køl i min. 4 timer.

Pynt

Se det nederste billede for inspiration til hvordan huedetaljerne ser ud.

Forbered al den farvede marcipan. Læg det i poser, så det ikke tørrer ud.

Sørg altid for at have lidt flormelis på bordet, når du ruller din marcipan ud, så den ikke klistrer fast.

Rul det røde marcipan ud til 2 mm tykkelse. Brug en 3 cm rund, bølget udstikker for at udstikke rosetten, form den lidt med fingrene. Bland en smule vodka i lidt sølvstøv og mal en sølvkant rundt på rosetten.
Tag en smule af den hvide marcipan og skær et lille kors ud. Mål efter og sørg for at det passer inde i din roset. Rul og to små kugler og pres dem flade. Bland en smule vodka i lidt sølvstøv og mal kors og “knapper” sølvfarvede. Læg dem i en beholder og lad dem tørre.

Befri kagen fra springformen. Mål omkredsen på din kage og befri den så fra kageplasten. Placer den på dit serveringsfad. Mål højden på din kage. Rul den hvide marcipan ud til et bånd, der passer til højden og omkredsen af din kage. Skær det til og rul den forsigtigt sammen. Rul den så ud igen rundt om din kage. Sørg for at samlingen sidder på den side af kagen du har valgt som bagside af studenterhuen.

Mål omkredsen af kagen igen. Rul nu det blå marcipan ud, så det passer rundt om kagen og er 2 cm i højden. Rul det på samme måde rundt om kagen med samlingen bag på huen. Sæt det evt. fast med lidt spiseligt lim.

Udrul nu den sorte marcipan til et tyndt sort bånd, som skal sidde foran på huen, og til huens skygge. Skyggen lægges på først og derefter sættes det sorte bånd på. Lim evt. det sorte bånd med lidt lim i enderne. Tag nu sølvkorset og lim det fast på rosetten, som så limes fast på den hvide marcipan. Lim desuden de to sølvknapper fast på det sorte bånd.

Pynt kagen ovenpå med friske blåbær og brombær.