Mostly

Passionsfrugtkage m. Hvid Chokolade og Mascarpone Mousse

Udskriv | Udskriv uden billede

23. aug 2013

Passionsfrugtkage

Den anden dag så vi Den Store Bagedyst – den nye danske sæson, ikke den australske (ja ja, det kører såmænd også her) – og de lavede moussekager. Manden spurgte så hvorfor jeg aldrig laver sådan nogle.. “Du ved med hindbær og sådan..” Det kunne jeg jo ikke have siddende på mig, så jeg gik i research mode på nettet for at finde opskrifter på fromager.

Der er dog et lille bitte problem.. I Australien har de ikke pasteuriserede æg. Og det på trods af at salmonella også findes her. Jeg læste så om diverse selv-pasteuriseringsmetoder af æg. Her skulle jeg dog enten bruge en dampovn, ejes ikke, eller et termometer, hvilket jeg heller ikke har i mit sparsomme vi-skal-kun-være-her-i-et-år køkken. Jeg måtte derfor lede efter opskrifter uden brug af æg. Og det lykkedes mig da også at finde to ganske udmærkede opskrifter.

Min inspiration kommer bl.a. fra Copenhagen Cakes (ses også i kagens pynt.. følte mig ikke så inspireret, da den skulle pyntes), Karolines Køkken, Miras Madblog og engang browsing gennem La Glaces kager på deres hjemmeside.

Jeg var forberedt på, at kagen ville tage rigtig lang tid at lave – og ja, den tager da også længere tid end en almindelig rørekage – men det var faktisk ikke så galt. Jeg gik i gang torsdag aften ved 18 tiden og hele kagen (minus gele) var lagt sammen og på køl kl 22. Det skal lige siges, at jeg i den tid også havde nået at lave endnu en gang mysli.

Jeg lavede en “kedelig” kakaobund til kagen, da jeg ikke ville have bundene til at dominere, men jeg ville gerne have lidt “chokolade” indover.

Desværre blev siderne ikke så pæne på min kage, da jeg ikke har noget decoplast og prøvede med husholdningsfilm, som jeg fandt et tip om et sted på nettet – Big mistake! Huge! Næste gang må jeg bare stole på min springform.

Opskriften passer til en 22 cm springform. Hvis min kage ser lidt lille ud, er det, fordi den er lavet i en 18 cm springform.

12 personer

Ingredienser

Lagkagebunde

  • 1,25 dl olie
  • 62,5 g flormelis, sigtet
  • 62,5 g sukker
  • 3 æg
  • 25 g kakaopulver
  • 125 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • Appelsinsaft

Passionsfrugt mousse

  • 3 blade husblas (jeg brugte gelatinepulver 3 tsk + 2 spsk vand til hver tsk)
  • 4 passionsfrugter (det kød, saft og kerner jeg fik ud af det vejede 70 g)
  • 1/2 dl friskpresset appelsinsaft
  • 1 spsk friskpresset citronsaft
  • 1/4 L piskefløde
  • 1 1/2 spsk flormelis
  • 1/4 vaniljestang, kornene skrabet ud

Hvid chokolade & mascarpone mousse

  • 115 g hvid chokolade
  • 1 1/2 dl piskefløde
  • 1/2 vaniljestang, kornene skrabet ud
  • 1 1/2 dl mascarpone

Passionsfrugt gele

  • 120 g frugtkød fra passionsfrugter
  • 2 blade husblas (eller 2 tsk gelatinepulver + 4 spsk vand)
  • 3 spsk sukker

Pynt

  • F.eks. rensede passionsfrugtkerner, jordbær eller hvad du nu lige lyster.

Fremgangsmåde

Lagkagebunde (2 stk):

Forvarm ovnen til 225 grader.

Pisk olie, flormelis og sukker sammen. Tilsæt ét æg ad gangen og rør godt efter hvert æg. Bland kakao, mel og bagepulver i en anden skål og sigt det i dejen. Rør dejen glat.

Smør lagkageforme godt med smør. Bag bundene i formene i ca. 10 minutter. Afkøl bundene på en rist. Læg en bund i springformen og dryp den med appelsinsaft.

Passionsfrugtmousse:

Læg husbladene i blød i koldt vand i 10 minutter.

Skær passionsfrugterne i halve og skrab saft og kerner ud. Kog passionsfrugtkødet i et par minutter. Det gør det lettere at presse kødet igennem en sigte. Tilsæt appelsin- og citronsaft til passionsfrugtssaften.

Bland vaniljekornene med flormelissen. Pisk fløden tyk med flormelis-vaniljeblandingen.

Tag husblassen op ad vandet med det vand, der følger med. Smelt det i en skål over vandbad. Afkøl husblassen med citrussaften. Vend saften i flødeskummet. Hæld massen over lagkagebunden i springformen og stil den i køleskabet.

Hvid chokolademousse:

Læg den anden bund oven på passionsfrugtmoussen. Skær evt. 1 cm af bunden rundt i kanten, så den bliver usynlig uden på kagen. Læg f.eks. en lille tallerken over bunden og skær rundt langs kanten.

Smelt den hvide chokolade sammen med halvdelen af fløden og vaniljekorn over et simrende (ikke kogende) vandbad. Pisk resten af fløden til skum. Afkøl chokoladeblandingen lidt. Vend mascarponen i. Til sidst vendes flødeskummen i.

Hæld chokolademoussen over bunden og glat den på overfladen. Sæt kagen tilbage i køleskabet i min. 4 timer. Min stod i køleskabet natten over.

Passionsfrugt gele:

Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter. Varm passionssaften over vandbad og smelt husblassen i saften. Opløs sukkeret i blandingen. Lad geleen køle lidt. Pas på at geleen ikke køler for meget ned.

Hæld langsomt geleen ud over moussen. Sæt kagen tilbage på køl i min. 1 time.

Jeg pyntede kagen med passionsfrugtkerner og jordbær.

Passionsfrugtkage Passionsfrugtkage Passionsfrugtkage Passionsfrugtkage

Kommentarer

Mette 17. okt 2016

Hej,
Vil jeg kunne lave chokoladecremen og stille den på køl og først komme den i kagen dagen efter?? Da min anden creme skal sætte sig i køleskabet natten over, og kagen først kan samles dagen efter..

Hilsen Mette

Merete 17. okt 2016

Hej Mette
Jeg har aldrig selv prøvet at lade en creme ligge. Altså cremen bliver jo ikke helt stiv, da der ikke er husblas i, men den bliver jo alligevel fast, fordi den hvide chokolade stivner, når den kommer på køl. Du vil ikke kunne få spredt cremen lige så godt ud, når den er stivnet.
Hvis du har en anden creme, som skal sætte sig natten over, kan du måske lave den hvide chokoladecreme tidligt på selve dagen og sætte den på køl i en 3-4 timers tid. Så burde den være fast.
Beklager at jeg ikke kan give et mere præcist svar. Lad endelig høre, hvordan det går :)
Mange hilsner Merete.

Skriv din kommentar

Formatterings vejledning

×

Du kan bruge textile markup til at formatere din kommentar

Du skriver Du ser
tekst *fed* tekst fed
tekst _kursiv_ tekst kursiv
tekst +understreget+ tekst understreget
"Google":http://google.com Google

Svar venligst på følgende spørgsmål.