Mostly

Risalamande Cheesecake

Udskriv | Udskriv uden billede

27. dec 2014

Risalamande cheesecake

Philadelphia delte her ved juletid en opskrift på Risalamande Cheesecake og det så da spændende ud, så sådan en måtte jeg jo lave. Jeg har dog lavet min egen version og med pæn succes.

Min veninde, Signe, afprøvede Philadelphias opskrift Lillejuleaften, men var ikke helt tilfreds med den. Hun kritiserede de punkter i opskriften, som jeg også selv havde spekuleret lidt over: manglen på faktisk risalamande i kagen og mængden af flødeost. Det var egentlig bare en cheesecake med ris i.
Jeg gik så i tænkeboks og kom frem til denne opskrift. Det er til forskel fra Philadelphias en cheesecake, der ikke skal bages og den indeholder faktisk risalamande. Det betyder dog også, at der skal husblas i, men det synes jeg nu ikke man skal lade sig skræmme af. Jeg har skåret ned på mængden af flødeost, men beholdt digestivbunden, da det er jo skal være en kombination af risalamande og cheesecake og til de fleste cheesecakes hører en digestivebund.
Bunden kan du vælge enten at bage eller blot samle i springformen og så sætte den på køl. Jeg er bare mere til den lidt ristede smag, bunden får ved en tur i ovnen.

Billederne her er af en lille “tester” jeg lavede, så hvis du synes, den ser lille ud, så har du helt ret (12 cm springform) Jeg lavede cheesecaken her til en familiejulefrokost og ville lige være sikker på, at den var spiselig, før jeg serverede den.

12 personer

Ingredienser

Bund

  • 10 digestive kiks
  • 65 g smør

Risalamande

  • 1 dl piskefløde
  • 300 g kold risengrød
  • 70 g mandler, smuttede og finthakkede
  • 1 spsk sukker
  • 3 tsk vaniljesukker

Creme (alle ingredienser bør have stuetemperatur)

  • 6 blade husblas
  • 400 g flødeost
  • 2 æggeblommer
  • skal af 1/2 citron
  • 3 spsk sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 æggehvider

Topping

  • 3 dl kirsebærsauce (med eller uden bær – det er jo en smagssag)
  • 4 blade husblas

Pynt

  • Hele mandler, smuttede

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 160 grader. Beklæd bunden af en 20 cm springform med bagepapir.

Bund:
Knus kiksene fint i en plastikpose. Bland kiksene med smeltet smør. Tryk kikseblandingen ud i springformen med en ske. Sørg for at den er lige. Bag bunden i 10 minutter og lad den køle helt af.

Når bunden og springformen er helt kold, kan du placere kageplast rundt i kanten. Det gør det meget nemmere at få kagen ud af formen.

Risalamande:
Pisk fløden til skum. Kom risengrøden i en anden skål og bland den med mandler, sukker og vaniljesukker. Vend tilsidst flødeskummen i.

Creme:
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter.

Rør flødeost med æggeblommer, citronskal, sukker og vaniljesukker. Vend risalamanden i.

Smelt husblassen over vandbad. Lad det køle ned til den er “lillefingervarm”, mens du pisker æggehviderne stive. Det er vigtigt, at din creme ikke er kold (derfor skal ingredienserne have stuetemperatur). Husblassen og cremen skal have nogenlunde samme temperatur for at undgå, at husblassen trevler. Bland husblassen i cremen. Vend dernæst straks de stive æggehvider i. Hæld cremen over den kolde kiksebund i springformen. Sæt kagen på køl i min. 4 timer.

Topping:
Sæt husblassen i blød i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter.

Varm kirsebærsaucen op og tilsæt den opblødte husblas. Rør det sammen og lad det så køle ned til stuetemperatur, så du ikke smelter kagen, når du hælder det over den. Hæld ikke geleen direkte på kagen med ned på f.eks. bagsiden af en ske, hvorfra det så løber ned på kagen.

Stil kagen tilbage på køl. Helst til næste dag.

Pynt:
Pynt kagen med smuttede hele mandler.

Tips:
Har du ikke noget kageplast, så kører du blot en varm kniv rundt i kanten, før du løsner springformens sider.

Risalamande cheesecake Risalamande cheesecake

Kommentarer

Tanja 10. okt 2016

hej.
Ved du om den vil være fryseegnet?

På frost en måned max.

Merete 10. okt 2016

Hej Tanja. Jeg har ikke selv prøvet at fryse den, så kan ikke udtale mig med sikkerhed. Jeg er dog lidt skeptisk, da frossen risengrød har en tendens til at blive lidt vandet, når det tør op. Men lad mig endelig høre, hvis du tager chancen :) Mm! Får helt lyst til at lave kagen nu!

Jette 28. nov 2016

Fantastisk opskrift…. tak for det! :-D Har lige lavet generalprøve på den, og den skal serveres for hele familien i den kommende weekend! Citronskallen er bare prikken over i’et, skidegod idé.
Lige 2 spørgsmål: 1) Undrer mig lidt over at du putter bunden i ovnen… i de fleste andre cheesecake opskrifter knuser man bare kiksene, blander dem med smeltet smør, og smider den i køleskabet. Giver den der tur i ovnen en anden smag, eller er der en anden årsag? 2) Min top stivnede overhovedet ikke selvom den stod en hel nat i køleskab… burde den gøre det blot med maizena? Jeg vil i hvert fald anbefale andre at bruge husblas, hvis de vil være sikre.

Merete 29. nov 2016

Hej Jette. Dejligt at høre at du kan lide opskriften/kagen :) Håber den bringer lykke i weekenden! Jeg står faktisk også selv og laver den lige nu.
Ja, det kan man også sagtens. Jeg har bare en ide om, at det lige giver den lidt ekstra i smagen, at den har været en tur i ovnen. Men du kan sagtens bare sætte den på køl og hælde risalamande/osteblandingen over.
Hm, det burde den gøre. Det er måske forskelligt fra kirsebærsauce til kirsebærsauce. Jeg mener, at jeg brugte noget hjemmelavet kirsebærsauce sidst, jeg lavede kagen og det satte sig fint. Nu har jeg købt noget fra Den Gamle Fabrik, så må jeg se om, det arter sig lige sådan. Men husk at det skal være sauce og ikke saft. Du kan evt. smide et par blade husblas i, når saucen er blevet varmet op. Så burde den i hvert fald sætte sig! :)

Marianne 16. dec 2016

Hvis man vil have julesmag i bunden kan kiksene erstattes af brunkager ( eller bare halvdelen af kiksene ). Hvis man laver den udenfor brunkagesæsonen kan man bruge bastogne kiks.

jane 1. dec 2018

Hej :)
Din kage ser virkelig lækker ud! Jeg elsker Bastognekiks og er på jagt efter en julechessecake med bastognebund. Tror du, at man vil kunne skifte Digestive ud med Bastogne? :D

Merete 1. dec 2018

Hej Jane
Tak skal du have! Det vil du sagtens kunne. Så får du lidt mere smag i bunden, tænker jeg :)
Mange hilsner,
Merete

jane 10. dec 2018

Hej
Jeg spørg lige lidt nysgerrigt… Hvordan kan det være at der skal æg i cremen? Leder efter den perfekte jule cheesecake, men har aldrig hørt om dette :D

Merete Staun Knudsen 10. dec 2018

Hej Jane
Der skal æg i, fordi det er en cheesecakeopskrift og der er tit æg i cheesecake-creme (en cheesecake er jo egentlig bare en flødeostecreme, som enten bages eller stives med f.eks. husblas). Her er cheesecake-cremen så bare blandet med risalamande og toppet med kirsebærsauce :)
Mange hilsner,
Merete.

Skriv din kommentar

Formatterings vejledning

×

Du kan bruge textile markup til at formatere din kommentar

Du skriver Du ser
tekst *fed* tekst fed
tekst _kursiv_ tekst kursiv
tekst +understreget+ tekst understreget
"Google":http://google.com Google

Svar venligst på følgende spørgsmål.