Mostly

Jordbær med fløde cupcakes

Udskriv | Udskriv uden billede

13. feb 2016

Jordbær med fløde

Cupcakes fulde af sommer og sol! Og er det ikke lige, hvad vi har brug for her midt i februar måned? De består af en vaniljecupcake og en buttercream, hvor der er tilsat jordbærmarmelade. Det er simpelt og lækkert. De er søde og sprøde – lige til at spise en (eller to) af!

Man kan også koge en jordbærsauce med lidt sukker i, hvis man ikke har lyst til at bruge marmelade. Blend 400 g jordbær til de er helt flydende. Kom det i en kasserolle og tilsæt 2 spsk sukker. Lad det koge op og skru så ned for varmen og lad det simre i 30 minutter til det er tyknet. Afkøl det helt før brug.

Jeg brugte faktisk en hjemmelavet jordbær-rabarbermarmelade, så egentlig burde jeg jo kalde dem jordbær-rabarber med fløde Hvis du ønsker en mindre sød cupcake, kan du justere sukkeret i dejen i forhold til hvor sød din marmelade er.

Opskriften på buttercream giver dig mulighed for at lave en ret høj topping, hvilket jeg godt kan lide – noget af det bedste ved en cupcake er jo, at der er en lækker creme på toppen, ikke? Laver du disse cupcakes om sommeren kan du evt. pynte dem med et fint lille jordbær på toppen af toppingen. Så bliver det en sand sommerkage!

12 stk.

Ingredienser

  • 125 g mel
  • 125 g sukker
  • 125 g smør, blødt
  • 2 små tsk bagepulver
  • 1/4 tsk natron
  • 2 store æg
  • 1,5 spsk sødmælk
  • 1/4 tsk vaniljeekstrakt
  • 2-4 spsk jordbær(rabarber)marmelade

Buttercream:

  • 130 g smør, blødt
  • 300 g flormelis, sigtet
  • 2,5 spsk piskefløde
  • 2-4 spsk jordbær(rabarber)marmelade

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 170 grader varmluft. Forbered en muffinsform med 12 huller.

Sigt mel, bagepulver og natron godt sammen i skålen til din røremaskine. Tilsæt smør og æg og rør blandingen indtil det er blevet en ensartet masse. Tilsæt mælk og vanilje og rør igen. Nu er dejen rørt færdig og du tager skålen væk fra maskinen. Kom en passende mængde marmelade ned ovenpå dejen. Rør ikke rundt.

Med en spiseske skovler du nu dej i muffinsformene. Idet du gør det tager du lidt af marmeladen med hver gang. Marmeladen skal altså ikke røres ind i dejen, men mere ligne en form for marmorering i hver cupcake.

Bag cupcakesne i 20-22 minutter (tjek med en tandstik). Lad dem køle lidt af i formen og tag dem så ud på en rist, så der ikke dannes for meget fugtighed i bunden. Lad dem køle helt af.

Buttercream:
Rør det bløde smør på røremaskine i 5 minutter. Her kan det godt være, at du bliver nødt til at skrabe skålen ned flere gange for, at den kan få fat i smørret. I en anden skål sigter du flormelissen. Tilsæt den til smørret ad to omgange og rør til det er helt indkorporeret efter hver gang (husk start forsigtigt op). Tilsæt fløden og rør i yderligere 2 minutter.

Tag skålen af maskinen og kom marmelade ned ovenpå smørcremen. Bland det igen ikke sammen, men kom det op i en sprøjtepose og på den måde fordeles marmeladen lidt. Dekorer så dine cupcakes og server.

Jordbær med fløde Jordbær med fløde Jordbær med fløde

Skriv din kommentar

Formatterings vejledning

×

Du kan bruge textile markup til at formatere din kommentar

Du skriver Du ser
tekst *fed* tekst fed
tekst _kursiv_ tekst kursiv
tekst +understreget+ tekst understreget
"Google":http://google.com Google

Svar venligst på følgende spørgsmål.