Når jeg nu er Fynbo, må det første indlæg på denne blog jo selvfølgelig være en opskrift på brunsviger. Ærkefynboer synes jo ikke, der er noget bedre end en god “brunner”. Godt med snask og sødme. I min familie er vi store brunsvigerfans og har altid brugt denne opskrift. Den er efterhånden blevet delt ud til flere venner, som også synes, at den bare er den bedste. Og så passer brunsviger til alle tidspunkter på dagen.

Der er forskellige måder at håndtere en brunsviger på:
Når det kommer til dejen, så kan man tilsætte lidt kardemomme og man kan vælge enten at smelte smørret (eller tilsætte olie) eller ælte blødt smør i.
Med hensyn til remoncen, så plejer vi at smelte ingredienserne sammen i en gryde og hælde dem ud over den hævede dej, men man kan også vælge at bruge blødt smør og så røre ingredienserne sammen i en skål og smøre den ud over kagen.
Hvis man vil give sin remonce et twist, kan man komme 1/2-1 tsk kanel eller korender i remoncen. Og hvis man ikke kan få sukker nok, kan man også drysse yderligere brun farin ud over kagen, før den bages.

Prøv evt. også en brunsviger med kagecreme i remoncen.

Ingredienser

Dej:

  • 2,5 dl lunkent mælk (eller vand)
  • 25 g gær
  • 40 g sukker
  • 30 g blødt smør
  • 1/2 tsk salt
  • ca 400 g hvedemel (dejen må ikke blive for tør)

Remonce:

  • 100 g smør
  • 200 g brun farin
  • 1 spsk lys sirup

Fremgangsmåde

Lun mælken til den er lillefinger-varm og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, smør, salt og mel. Ælt dejen godt sammen. Ælt den til den kan formes til en kugle uden at klistre til fingrene.
Lad dejen hæve i 1 time under et fugtigt klæde.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt.

Beklæd en 25×35 bageform med bagepapir. Bred dejen ud i formen. Kom evt. ganske lidt vand på fingrene for at undgå at dejen hænger ved dine fingre.
Lad dejen efterhæve i ca. 30 min. under et fugtigt klæde.

Forvarm ovnen til 200 grader.

Imens blandes ingredienserne til remoncen: kom smør, brun farin og sirup i en kasserolle og smelt dem sammen.

Remoncen hældes over den færdigthævede dej.

Bag brunsvigeren i 12-15 min.