Raspberry and white chocolate cookies minder mig om at sidde i en park i London, som jeg besøgte en del gange, da jeg var yngre. Nu har jeg endelig taget mig sammen til at lave min egen version af denne skønne cookie.

Frysning

Dejen kan sagtens fryses, hvis du ikke lige skal lave alle kagerne med det samme. Mål dejen af i ca. 90 g kugler, placer dem på f.eks. et skærebræt og dæk dem med film. Sæt dem i fryseren. Når de er frosne kan du lægge dem i en plastikpose eller en beholder i stedet. Så har du altid en cookie lige ved hånden, når du trænger. Du kan bage dem direkte fra fryseren: tag cookien ud af fryseren, varm ovnen og bagepladen op til 175 grader og bag cookien i ca. 18 min. Så har du en mere blød cookie. Du kan også vælge at lade den tø op i ca. 1 time og så bage den på samme maner, så flyder den mere ud og bliver mere sprød og sej.

10 stk.

Ingredienser

  • 140 g blødt smør
  • 75 g brun farin
  • 175 g sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 240 g hvedemel
  • 1/2 tsk natron
  • 3/4 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk fint salt
  • 200 g hvid chokolade, hakket eller i knapper
  • 7 g frysetørrede hindbær
Hold skærm tændt

Fremgangsmåde

Rør smør, brun farin og sukker på en røremaskine med spaden i ca. 5 min. til det er luftigt. Tilsæt ægget og vaniljepasta og rør godt.

Sigt hvedemel, natron, bagepulver og salt sammen. Sæt til side.

Skru røremaskinen ned på lav hastighed og tilsæt melblandingen. Bland kun til dejen netop har samlet sig.

Tilsæt hvid chokolade og hindbær og rør igen rundt ved lav hastighed i et par sekunder.

Pak dejen ind i en frysepose eller i film og læg den i køleskabet i 24 timer. Max. 36 timer. Frysetip: se ovenfor.

Forvarm ovnen til 175 grader.

Vej cookie-kugler a ca. 90 g af og placer max. 4 på en bageplade (de flyder meget ud). Bag dem i ca. 18 min.

Lad dem køle af på en rist (først med bagepapiret under og så uden), før du sætter tænderne i dem.