En klassisk fødselsdagslagkage. Omkranset af et mørkt chokoladebånd.
Chokoladebåndet er jo naturligvis valgfrit. Jeg var doven og gad ikke klippe mit kageplast til, så mit bånd er liiige til den høje side.. ja ja, sådan blev det så. Er du ikke til chokoladebånd, så kan du også prøve med et marcipanbånd, som på en tidligere fødselsdagslagkage med banan og blåbær.
10 personer
Ingredienser
- Lagkagebunde:
- 3 æg, stuetemperatur
- 125 g sukker
- 100 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 knsp salt
- Kagecreme:
- 2 æg
- 3 spsk sukker
- 3 spsk mel
- 3 dl mælk
- 1 tsk vaniljepasta
- 1/4 L piskefløde
- 1-1 1/2 appelsin
- 3-6 bananer (afhængig af størrelsen)
- 150 g jordbær + ekstra til pynt
- Chokoladebånd:
- 200 g mørk chokolade, finthakket
- Pynt:
- Glasur af flormelis og vand
- Flødeskum
- Jordbær og banan
Fremgangsmåde
Lagkagebunde:
Forvarm ovnen til 200 grader og spænd et stykke bagepapir fast over bunden af en 22 cm springform.
Pisk æg og sukker til det bliver lyst og tykt i konsistensen. Det tager ca. 5 min.
Sigt mel, bagepulver og salt i og vend det forsigtigt i æggesnapsen.
Hæld dejen i springformen og bag den nederst i ovnen i 15-18 minutter. Kagen skal springe tilbage ved et let tryk i midten.
Afkøl kagen helt i springformen. Skær siderne fri med en lille, skarp kniv.
Kagecreme:
Rør æg, sukker og mel sammen i en gryde. Pisk mælken i lidt ad gangen for at undgå klumper. Tilsæt vaniljepasten. Sæt gryden over middelvarme og rør konstant i den indtil cremen er tyknet og har kogt i et par minutter.
Kom cremen i den beholder og dæk den direkte på overfladen med film. Sæt den i køleskabet til den er kølet helt ned.
Samling af kagen:
Skær kagebunden i tre lige store bunde.
Pisk 1/4 L piskefløde til en let skum. Pisk kagecremen til den er klumpfri. Rør en smule af flødeskummet i kagecremen. Vend så forsigtigt resten af fløden i.
Placer en kagebund på dit serveringsfad og pres appelsinsaft over bunden.
Brug evt. en kagering foret med kageplast rundt om kagen, når du samler den.
Fordel halvdelen af kagecremen over bunden. Fordel skiver af banan og jordbær over kagecremen. Læg endnu en bund på og gentag. Slut af med at komme appelsinsaft på den øverste bund, vend den om og læg den på kagen. Sæt kagen på køl til næste dag.
Pynt:
Befri kagen fra kageringen og -plasten. Lav en glasur og hæld den over kagen.
Tempererer din chokolade og smør den ud på et stykke kageplast, der passer i længde og højde til omkredsen og højden af din kage. Flyt chokoladebåndet væk fra det overskydende på bordpladen. Lad det ligge et lille øjeblik. Løft det så forsigtigt op og før det rundt om din kage. Sæt kagen på køl i et par minutter til chokoladen har sat sig. Træk plasten af chokoladen.
Pisk en smule fløde til skum og pynt med flødeskum, jordbær og banan.
[…] 11. lagkage med banan og jordbær […]